
Sådan etablerer vi jeres nye klimaskov
Vi har gjort det nemt for jer at investere i en aktiv klimahandling. Vi hjælper jer nemlig både før, under og efter skovrejsning.

Etablering af klimaskov.Fra A-Z

Processen fra start til slut



1. Vi mødes til en snak om muligheder ud fra jeres behov og ønsker
Hvorfor vil jeres virksomhed være ejere af en klimaskov? Hvad skal skoven gøre for jer? Og hvor stor skal skoven være? Det er blandt andet noget af det, vi sammen skal afklare, inden vi går i gang med projektet.
Måske har I en målsætning om, at jeres virksomhed i 2050 skal være klimaneutral i overensstemmelse med SBTi? Eller måske er jeres ambition i første omgang at nedbringe virksomhedens CO2-aftryk?
Klimaskoven kan også have mange andre formål – såsom biodiversitet og grundvandssikring. Eller den kan være et rekreativt tilbud til jeres medarbejdere og/eller lokalsamfundet.
Jeres konkrete målsætninger er afgørende for, hvordan vi designer klimaskoven. Vi bruger derfor også den indledende forventningsafstemning til at finde de rigtige arealer, der passer til jeres ønsker.

2. Vi finder jorden
Etablering af jeres klimaskov kræver landbrugsjord. Den hjælper vi jer med at finde, så den matcher jeres ønsker i forhold til geografi og størrelse på skoven.
Vi screener arealerne og tager dialogen med relevante myndigheder. Det gør vi for at sikre, at det kan lade sig gøre at rejse klimaskov på det pågældende areal. Der kan også være nogle landboretlige forhold – herunder bopælspligt, som vi også kan rådgive jer omkring.

3. Vi hjælper med erhvervelse og overtagelse
Når vi har fundet den relevante ejendom, hjælper vi med at udarbejde en vurdering af de konkrete arealer samt et groft overslag til et investerings- og etableringsbudget. Vi kan også rådgive og deltage i forhandlingsprocessen med ejendomsmægler og sælger i forbindelse med køb. Vi sikrer den juridiske overdragelse af ejerskabet på det tidspunkt hvor det giver bedst mening for jer - fx. ved køb af ejendom eller efter endt plantning.

4. Vi udarbejder en skovrejsnings- og naturudviklingsplan
Med udgangspunkt i jeres mål og ønsker laver vi en skovrejsnings- og naturudviklingsplan.
Vi ser blandt andet på, hvilke træarter der egner sig bedst på de enkelte arealer, og hvor det er bedst at udvikle eksisterende naturarealer.
Hvis I ønsker det, kan I blive tæt inddraget i processen med at designe klimaskoven. Men I kan også nøjes med at udstikke generelle retningslinjer og overlade arbejdet til os. Det er helt op til jer.
Baseret på den færdige projektplan laver vi et reelt investerings- og driftsbudget for jeres kommende skov- og naturejendom.

5. Vi sørger for nødvendige myndighedstilladelser
Inden plantearbejdet kan begynde, er der en række tilladelser, som vi har det fulde overblik over, og som vi sørger for at få på plads. For eksempel skal kommunen godkende projektet, før vi kan plante det første træ.
Vi sørger også for, at den kommende skov bliver fredskovspligtig. Det betyder, at skoven skal forblive skov og ikke igen må konverteres til landbrugsjord. Langt det meste skov i Danmark er fredskov.

6. Vi planter skoven
Nu er alt det formelle på plads. Så kan plantearbejdet begynde. Vi forestår alt det praktiske arbejde – lige fra forberedelse af jorden til plantning og hegnssætning.
Vi følger den tilplantning- og udviklingsplan, vi sammen har udviklet. I denne fase gennemfører vi også andre tiltag, I har ønsket til designet af jeres klimaskov. Det kunne for eksempel være etablering af en sø, en skovlysning, en vandresti med grus eller en eng ned til den lokale å. Og meget andet.

7. Vi sørger for certificering af skoven og CO2-optaget
Efter skoven er plantet, får vi den FSC-certificeret. Det er jeres garanti for at skoven drives efter bæredygtige principper. Det betyder også, at det i fremtiden bliver lettere at afsætte de træprodukter, som på ansvarlig vis bliver høstet i skoven.
Som de første i Skandinavien kan vi nu også tilbyde, at skovens CO2-optag kan blive FSC-økosystemtjenestecertificeret. Denne certificering betyder, at vores måde at beregne skovens optag af CO2 verificeres gennem en tredjepart. Tredjepartsauditøren sikrer, at Hedeselskabets beregninger er troværdige og retvisende. Det er jeres sikkerhed for, at skovens klimagevinster er registreret korrekt. Det har stor praktisk og etisk betydning, hvis I som virksomhed vil registrere skovens CO2-aftryk i jeres klimaregnskab.

8. Vi forvalter skoven
Hedeselskabet har over 150 års erfaring med etablering og forvaltning af skov og natur. Derfor er det helt naturligt, at vi også i fremtiden passer jeres nye ejendom.
Forvaltningen af skoven sker helt efter jeres ønsker og afhænger derfor af, om I har fokus på biodiversitet, klima eller rekreativ udfoldelse på de enkelte arealer. Forvaltningen af ejendomme er fleksibel og kan sagtens rumme flere formål.
Vi har gode afsætningskanaler, såfremt I ønsker at høste nogle af de fornybare produkter, som skoven med tiden kan levere. Da skoven er FSC-certificeret vil den fremtidige drift naturligvis ske efter bæredygtige principper.
Interesseret i at vide mere?
Så hører Mads Frimann Olsen gerne fra jer. Han er Klimapartner i Hedeselskabet,
og han er altid klar til en god snak om jeres muligheder for at blive klimaskovejer.
